En ærlig snak om sundhed

Vores første golden retriever fik konstateret hofteledsdysplasi allerede som hvalp. Han blev opereret, og fik senere guldkugle-akupunktur. Men desværre hjalp det ikke. Zimba blev kun tre et halvt år.

Vores næste golden fik konstateret hofteledsdysplasi, allerede da han var syv måneder. Han fik også guldkugleakupunktur og havde sammen med os 11 smertefri år.

Ingen af de to hunde blev brugt i avlen – naturligvis. Men den dårlige start på vores ”hundeliv” har fået os til at fokusere meget på sundhed. Vi kan gøre en del som opdrættere: Først og fremmest at at være kræsne med, hvilke hunde vi vælger at tage ind i avlen. Mange sygdomme er arvelige, så gén-materialet skal være i orden.

Men – vores egne uheldige erfaringer gør også, at vi mener, at vi som opdrættere bør være ærlige og turde at fortælle kommende hvalpekøbere om de gange, hvor alt vores gode forarbejde ikke var nok – hvor det gik galt alligevel. For det sker – og her hos Kennel Stella Aurum har vi også opdrættet hunde, der senere udviklede allergi, havde dårlige albuer, havde kryptorchisme (- hanhunde, der mangler den ene eller begge testikler) – eller hunde, der døde for tidligt af kræft. På trods af et grundigt forarbejde, sunde forældredyr, korrekt fodring – og selv om hvalpekøberne gjorde alt det rigtige for deres hunde. Det er med hunde, som det er med mennesker: Naturen kan spille os et puds.

HELDIGVIS er det sjældent, det sker, og langt, langt de fleste Stella Aurum-hunde er sunde og glade hunde. Hunde med en god, stabil psyke – for psyken er også en vigtig del af hundens sundhed.

Ring til os, og lad os få en ærlig snak om sundhed!

ALLE vores hvalpe bliver HD- og albue-fotograferet. Det skriver vores hvalpekøbere under på, at de forpligter sig til – og det er både en fordel for dem og for os. Og arbejdet for at sikre viden om racens sundhed bliver påskønnet, som I kan se… 😉