Den gang vi gik i hundene

Året var 1991. Vi skulle bare have en hund. Flemming ville have en brun labrador, Naia ville have en samojede…

Kompromisset blev en golden retriever. Vi blev skrevet op hos en sød og anerkendt opdrætter – men hendes tæve gik desværre tom. Så vi endte hos en anden opdrætter, købte en hanhund, Zimba – der desværre havde hofteledsdysplasi. Opdrætteren gav os en erstatningshund fra helt andre linjer – Zico. Den havde, om muligt, endnu mere hofteledsdysplasi. 🙁

Begge hunde blev opereret, fik guldkugle-implantater, men mens Zico fik et godt og smertefrit hundeliv, måtte vi senere aflive Zimba. Og SÅ begyndte vi at interessere os for genetik og sund avl…

Vi skulle ikke have flere hunde. Slet ikke.

Men Naia blev sekretær i bestyrelsen for Dansk Retriever Klub i Region Nordjylland. Møderne blev holdt på skift i hinandens hjem, og hos Steen Dalsager mødte hun Maja, forelskede sig over hals og hoved – og lovede Flemming, at hun ville male lade-taget, hvis bare hun måtte få en hvalp efter Maja. Det fik hun – Dalhus Tanya Tucker – i daglig tale kaldet Kiwi.

Ladetaget blev aldrig malet, men til gengæld havde vi fået vores først hund, der kunne andet end at være sød og se godt ud. HUN kunne nemlig arbejde, så Naia og Kiwi gik på markprøver og kom med på opsamlinger (jagt).

Det var en stejl lærings-kurve for både hund og ejer – men efterhånden begyndte resultaterne at vise sig. og da Naia i 1996 blev selvstændig – og overlod hundearbejdet til Flemming, gik det fremad. Kiwi slæbte pokaler til huset 🙂

Kiwi fik to store kuld hvalpe, og i kuld nummer to – i 1997 – beholdt vi Stella Aurum Coco Chanel. En dejlig tøs – men hun havde ikke helt arvet hendes mors evner på markprøver.

Coco var, om nogen, “fars hund”, og hun og Kiwi hjalp gerne Flemming på opsamlingerne.

Nu bestod husstanden af Zico, Kiwi og Coco – og så skulle vi ikke have flere hunde…

Men – så parrede vi Coco, og efter en rædsom fødsel stod vi tilbage med een eneste levedygtig hvalp. Det var Max. Kennel Briefer, der opdrætter schæferhunde, var så sød at låne os to jævnaldrende schæferhvalpe, så Max kunne blive socialiseret med andre hvalpe. Om det har været de to schæfersøskende, der er årsagen til, at Max altid har været en anarkist, der går sine egne veje, skal vi ikke kunne sige…. 😀

Men med Max måtte vi så småt se i øjnene, at vi var gået eftertrykkeligt i hundene. Han er snart 14 år og en sjov gammel hund med masser af livsglæde og stor personlighed – og i dag deler han som sagt hus med sønnen Charlie og børnebærnene DJ og Gary. Og de tobenede, der sørger for daglig servicering 🙂

 

Kennel Stella Aurum for omkring 20 år siden. Zico, Kiwi og en hvalp – der KUNNE være Coco.